Kan en ægtepagt give dine børn en større arv?

De fleste forbinder måske en ægtepagt med særeje og skilsmisse. Men en ægtepagt kan også få stor betydning for de skattemæssige konsekvenser, når ægteskabet ophører på grund af et dødsfald.

For nogle familier kan den rette kombination af ægtepagt og testamente nemlig betyde, at børnene arver væsentligt mere efter skat, end de ellers ville have gjort.

Når arven beskattes to gange

Har du og din ægtefælle eksempelvis gennem mange år opbygget en formue i aktier eller andre aktiver med store urealiserede gevinster, kan beskatningen ved et dødsfald få stor betydning for den samlede arv, I efterlader børnene.

De fleste er bekendt med, at der skal betales boafgift (også kendt som arveafgift), når børn arver. Det er dog de færreste, som er opmærksomme på, at et dødsbo i nogle tilfælde også skal betale skat af gevinster på eksempelvis aktier, inden boafgiften overhovedet skal betales, og arven fordeles.

Det betyder, at en del af din formue i visse tilfælde først bliver beskattet efter reglerne i dødsboskatteloven mv. på op imod 50 %, og herefter igen efter boafgiftsloven på op imod 15 % (i 2026), inden arven efter dig endelig bliver udbetalt til børnene.

Kan beskatningen reduceres?

I nogle tilfælde kan den samlede skatteregning reduceres betragteligt, ja.

Reglerne om beskatning ved dødsfald indebærer, at et dødsbo kan være et selvstændigt skattesubjekt. Opfylder boet samtidig betingelserne for at være fritaget for dødsboskat, kan aktiver med urealiserede gevinster i visse tilfælde sælges af dødsboet, uden at gevinsten beskattes på sædvanlig vis.

Det kan have stor økonomisk betydning, hvis en væsentlig del af familiens formue består af eksempelvis aktier med betydelige urealiserede skattepligtige gevinster.

En ægtepagt ændrer ikke skattereglerne, men den kan derimod – i sammenhæng med et tilrettelagt testamente – ændre, hvordan ægtefællernes formue fordeles ved det første dødsfald. I nogle tilfælde kan dette medføre, at den del af formuen, der skal skiftes efter førstafdøde, holder sig under grænsen for et skattepligtigt dødsbo.

Hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt, betyder dette, at dødsboet undgår beskatning af eksempelvis aktieavance, hvilket betyder, at arven til børnene efter diverse skatter og afgifter kan blive forøget med op imod 1,2 mio. kr.

Hvem bør overveje denne løsning?

For nogle familier vil reglerne ikke have nogen praktisk betydning. For andre kan den rette planlægning betyde en væsentlig økonomisk forskel.

Denne løsning er særlig relevant for ægtepar, som har en større samlet formue med betydelige urealiserede skattepligtige gevinster, og som ønsker at overføre mest muligt af formuen til den næste generation.

Ved Advokatfirmaet Thorninger lever vi af at yde 360°-rådgivning, hvilket naturligvis også inkluderer udarbejdelse af ægtepagter og testamenter.

Kontakt os på telefon 9732 3811, hvis I ønsker en uforpligtende drøftelse af jeres muligheder og en vurdering af, om denne løsning er relevant for jer.